Pengeugen: Danske unge bliver hurtigt forgældede

Sydbank kaster i år flere ressourcer ind i pengeugen for give børn og unge et bedre blik for privatøkonomi. Som noget nyt deltager i år også ansatte fra hovedsædet i Aabenraa sammen med ansatte i filialnettet, når undervisning i privatøkonomi i denne uge rammer 16.000 skoleelever i 7. til 9. klasse landet over.

Initiativet er tilrettelagt af finanssektorens brancheorganisation, Finans Danmark, i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening. Det er sjette år i træk, at skoleeleverne får undervisning i sund økonomisk adfærd.

Og der er god grund til at starte tidligt med rådgivning. For når unge fylder 18 og kan begynde at optage gæld, så går det hurtigt. I 25-års alderen er halvdelen forgældet, så de skylder en halv årsindkomst væk, viser en undersøgelse, som Finans Danmark netop har udgivet i samarbejde med forbrugerorganisationen Tænk. Det afspejler, at de unge også køber fast ejendom tidligt, men rigtigt mange – hver femte mellem 18 og 30 – optager lån til forbrug.

47.000 unge i RKI

Gruppepres, overforbrug og kviklån er en farlig cocktail, viser undersøgelsen. Og i nogle tilfælde klapper gældsfælden. I 2018 optrådte 47.000 unge i alderen 18-30 år i gældsregistret RKI.

- Selvom antallet heldigvis daler en smule, så havner alt for mange unge i RKI. Vi erklærer os som en ordentlig bank, så det er helt naturligt at deltage i det oplysende arbejde, siger bankdirektør Jan Svarre som begrundelse for, at Sydbank har øget sin indsats i Pengeugen.

Jan Svarre deltager med sin direktørkollega, Bjarne Larsen, i år som gæsteunderviser. De vil give deres bidrag til Pengeugen på skoler i Fredericia og Kolding. 


Næste artikel